Hvad skal jeg gøre

Mens Kristus underviste folket, “rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ‘Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?’” I åndeløs spænding ventede den store forsamling på svaret. Præsterne og de skriftkloge havde tænkt sig at kunne bringe Jesus i vanskeligheder ved at få den lovkyndige til at stille dette spørgsmål; men Frelseren indlod sig ikke i nogen ordstrid. Han krævede svaret af den spørgende selv. Han sagde: “Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Jøderne beskyldte stadig Jesus for at tage let på loven, der var givet på Sinaj; men han gjorde spørgsmålet om frelse afhængigt af overholdelse af Guds bud.JSL 359.2

Den lovkyndige sagde: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: “Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.”JSL 359.3

Den lovkyndige var ikke tilfreds med farisæernes indstilling og gerninger. Han havde studeret Skrifterne med ønsket om at lære deres sande betydning at kende. Han var levende interesseret i sagen og havde spurgt med et oprigtigt sind: “Hvad skal jeg gøre?” I sit svar på, hvad loven krævede, havde han sprunget alle ceremonielle og rituelle forskrifter over. Han regnede ikke med, at disse havde nogen værdi men fremførte de to store principper, som hele loven og profeterne byggede på. Dette svar, som Kristus roste, placerede Frelseren gunstigt i forhold til rabbinerne. De kunne ikke dømme ham for at godkende det, som var blevet fremført af en af lovens fortolkere.JSL 359.4

“Gør det, så skal du leve!” sagde Jesus. Han fremstillede loven som en guddommelig enhed og belærte herved om, at det ikke er muligt at overholde et bud og bryde et andet; for der gælder et og samme grundprincip for dem alle. Et menneskes skæbne vil blive afgjort efter dets lydighed mod hele loven. Den højeste kærlighed til Gud og en upartisk kærlighed til mennesker er de principper, der skal føres ud i livet.JSL 359.5

Den lovkyndige opdagede, at han var lovovertræder. Han blev kendt skyldig ved Kristi spørgende ord. Den lovens retfærdighed, som han hævdede at forstå, havde han ikke praktiseret. Han havde ikke udvist kærlighed mod sine medmennesker. Der krævedes anger; men i stedet for at angre forsøgte han at retfærdiggøre sig selv. I stedet for at anerkende sandheden forsøgte han at vise, hvor vanskeligt det var at overholde budet. På denne måde håbede han at afparere dommen og at få oprejsning i folkets øjne. Frelserens ord havde vist, at hans spørgsmål var unødvendigt, fordi han selv havde været i stand til at besvare det. Alligevel stillede han nu et andet spørgsmål, der lød: “Hvem er så min næste?”JSL 360.1

Dette spørgsmål forårsagede endeløse stridigheder blandt jøderne. Der herskede ikke nogen tvivl med hensyn til hedninger og samaritanere; de var fremmede og fjender. Men hvor skulle man sætte skillelinjen blandt mennesker af ens eget folk og mellem de forskellige samfundsklasser? Hvem skulle præsterne, de skriftkloge eller de ældste betragte som deres næste? De brugte deres liv på en lang række ceremonier for at bevare deres renhed. Ifølge deres lære ville berøring med den uvidende og ligegyldige hob forårsage en besmittelse, som det ville kræve store anstrengelser atter at få fjernet. Skulle de mon også betragte “de urene” ^{1Es 35,8} som deres næste?JSL 360.2

Atter nægtede Jesus at lade sig drage ind i nogen meningsudveksling. Han fordømte ikke fanatismen hos dem, der var ude på at få ham dømt; men ved hjælp af en enkel fortælling tegnede han for sine tilhørere et sådant billede af udfoldelsen af himmelsk kærlighed, at det bevægede alle og aftvang den lovkyndige en bekendelse af sandheden. Man spreder mørket ved at lade lyset komme ind. Den bedste måde til at bekæmpe vildfarelser er at forkynde sandheden. Det er åbenbaringen af Guds kærlighed, der afslører synd og skæmmende fejl hos den, der kun tænker på sig selv.JSL 360.3