Guds forsikring og anerkendelse

Frelserens blik synes at trænge ind i Himmelen, mens han udøser sin sjæl i bøn. Han ved meget godt, hvordan synden har forhærdet menneskers hjerter, og hvor vanskeligt det vil blive for dem at forstå hans mission og modtage frelsens gave. Han bønfalder Faderen om kraft til at overvinde deres vantro, til at bryde de lænker, hvormed Satan har bundet dem, og til for deres skyld at besejre ødelæggeren. Han beder om vidnesbyrd om, at Gud vil tage imod menneskeheden i sin søns skikkelse.JSL 69.1

Aldrig før har englene lyttet til en sådan bøn. De er ivrige efter at bringe deres elskede leder et budskab med forvisning og trøst. Men nej! Faderen selv vil besvare sin Søns bøn. Herlighedens stråler udgår direkte fra hans trone. Himlene åbnes, og en duelignende skikkelse af det reneste lys daler ned over Frelserens hoved — det mest passende symbol på ham, den sagtmodige og ydmyge.JSL 69.2

Af hele den store skare ved Jordan var der — ud over Johannes — kun få, der opfattede det himmelske syn. Alligevel hvilede den højtidelige stemning ved det guddommelige nærvær over forsamlingen. Folket stod helt stille og stirrede på Kristus. Hans skikkelse var som badet i det lys, der altid omgiver Guds trone. Hans opadvendte ansigt strålede af en herlighed, som de aldrig før havde set på et menneskes ansigt. Fra de åbne Himle hørtes en stemme, som sagde: “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”JSL 69.3

Disse bekræftende ord lød for at indgyde tro i dem, der var vidne til begivenheden, og for at styrke Frelseren til hans hverv. På trods af, at en skyldig verdens synder var lagt på Kristus, på trods af den ydmygelse, det var for ham at påtage sig vor faldne natur, forkyndte stemmen fra Himmelen, at han var den evige Guds Søn.JSL 69.4

Johannes var dybt bevæget, da han så Jesus ydmygt knæle i bøn, og med tårer bønfalde om Faderens anerkendelse. Da Guds herlighed omgav ham og stemmen fra himmelen lød, genkendte Johannes tegnet, som Gud havde lovet. Han vidste, at det var verdens Frelser, han havde døbt. Helligånden hvilede over ham, og han råbte: “Se. dér er Guds lam, som bærer verdens synd.” ^{1Joh 1,29}JSL 69.5

Ingen af tilhørerne, end ikke den talende selv, opdagede indførelsen af disse ord: “Guds lam”. På Morija bjerg havde Abraham hørt dette spørgsmål fra sin søn: “Far! …. Hvor er offerlammet?” Faderen svarede: “Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.” ^{21 Mos 22,7-8} Og i den vædder, der af Gud var udset til at ofres i stedet for Isak, så Abraham et symbol på ham, der skulle dø for men neskenes synder. Helligånden profeterede ved Esajas om Frelseren og brugte det samme billede: “Herren lod al vor skyld ramme ham … som et lam, der føres til slagtning.” ^{3Es 53,6-7} Men Israels folk havde ikke forstået denne lære. Mange af dem betragtede mere de hellige ofringer som hedningerne betragtede deres ofringer — som gaver, hvorved de selv kunne formilde guddommen. Gud ønskede at lære dem, at det er fra hans egen kærlighed, den gave kommer, som forsoner dem med ham.JSL 69.6

Og ordene, der blev talt til Jesus ved Jordan: “Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!”, gælder også menneskeheden. Gud talte til vor stedfortræder, Jesus. Trods alle vore synder og svagheder bliver vi ikke kastet bort som værdiløse. Han har taget imod os gennem sin elskede Søn. Den herlighed, der hvilede over Kristus, er et pant på Guds kærlighed til os. Den fortæller os om bønnens magt, — om hvordan den menneskelige stemme kan nå op til Gud og vore bønner blive modtaget i himmelen. Ved synden blev jorden afskåret fra Himmelen og udelukket fra fællesskab med den; men Jesus har igen forbundet den med herlighedens rige. Hans kærlighed har omsluttet menneskene og nået de højeste himle. Lyset, der faldt på Frelserens hoved fra de åbne porte, vil falde på os, når vi beder om hjælp til at modstå fristelser. Den stemme, der talte til Jesus, siger til enhver troende: Dette er mit elskede barn, i hvem jeg har velbehag.JSL 70.1

“Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” ^{41 Joh 3,2} Vor frelser har banet vejen, således at de mest syndige, de mest trængende, de mest undertrykte og ringeagtede kan få adgang til Faderen. Alle kan få et hjem i de boliger, som Jesus er gået bort for at berede.JSL 70.2

“Dette siger den Hellige, den sanddru, han som har Davidsnøglen, og som lukker op, så ingen lukker i, og lukker i, så ingen lukker op:”, “Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke.” ^{5Åb 3,7-8}JSL 70.3