Jesus viser sig for Maria Magdalene

Maria var fulgt med Johannes og Peter ud til graven. Da de vendte tilbage til Jerusalem, blev hun derude. Hun så på den tomme grav, og hendes hjerte fyldtes af sorg. Da hun så derind, så hun de to engle, hvor Jesu legeme havde ligget, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne. De spurgte hende: “Kvinde, hvorfor græder du?” “De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham,” svarede hun.JSL 575.4

Så vendte hun sig bort fra englene, mens hun tænkte, at hun måtte finde en eller anden, der kunne fortælle hende, hvad der var sket med Jesu legeme. En anden stemme sagde til hende: “Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?” Med tåreblændet blik så Maria en mandsskikkelse, og i den tro at det var havemanden, sagde hun: “Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.” Hvis man havde fundet, at denne rige mands grav var for ærefuldt et sted for Jesus at ligge, så ville hun selv sørge for et andet sted til ham. Der var en grav, som var blevet ledig på grund af Kristi egne ord, den grav, hvor Lazarus havde ligget. Mon hun ikke der kunne finde et hvilested til sin Herre? Hun følte, at det ville være en stor trøst for hende i hendes sorg at drage omsorg for hans dyrebare korsfæstede legeme.JSL 575.5

Men nu sagde Jesus til hende med sin egen velkendte stemme: “Maria!” Nu vidste hun, at det ikke var en fremmed, der talte, og hun så, at det var den levende Kristus, der stod foran hende. I sin glæde glemte hun, at han var blevet korsfæstet. Hun styrtede hen til ham, som om hun ville omfavne hans fødder, og sagde: “Rabbuni!” Men Kristus hævede sin hånd og sagde: “Rør ikke ved mig, ^{3Joh 17,20} for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Og Maria gik hen til disciplene med dette glædelige budskab.JSL 576.1

Jesus afviste at modtage nogen hyldest af sit folk, før han var sikker på, at hans offer var blevet godkendt af hans Far. Han steg op til de himmelske boliger og fik af Gud selv sikkerhed for, at hans sonoffer for menneskenes synd havde været stort nok, og at alle ved hans blod kunne opnå evigt liv. Faderen stadfæstede den pagt, han havde indgået med Kristus: at han ville tage imod angrende og lydige mennesker og elske dem på samme måde, som han elskede sin Søn. Kristus skulle fuldende sin gerning og opfylde sit løfte om at gøre “et menneske mere sjældent end det reneste guld, en mand mere sjælden end Ofir-guld.” ^{4Es 13,12} Al magt i Himmelen og på jorden blev givet til Livets Fyrste, og han vendte tilbage til sine ledsagere i den syndige verden for at kunne give dem del i sin magt og herlighed.JSL 576.2

Mens Frelseren var hos Gud og modtog gaver til sin menighed, tænkte disciplene på hans tomme grav og sørgede og græd. Denne dag, som for hele Himmelen var en glædesdag, var for disciplene en dag med uvished, forvirring og rådvildhed. Deres manglende tillid til kvindernes vidnesbyrd beviste, hvor dybt deres tro var sunket. Meddelelsen om Kristi opstandelse var så forskellig fra, hvad de havde forventet, at de ikke kunne tro på den. Det var for godt til at være sandt, tænkte de. De havde hørt så meget af saddukæernes lærdomme og deres såkaldte videnskabelige teorier, at de kun gjorde sig et uklart begreb om, hvad en opstandelse ville sige. De vidste knap, hvad opstandelse fra de døde kunne betyde. De var ikke i stand til at fatte dette store emne.JSL 576.3