Han opmuntrede alle

Han lærte alle at betragte sig selv som indehavere af dyrebare talenter, som, hvis de blev anvendt på rette måde, ville kunne sikre dem evig rigdom. Han fjernede al forfængelighed fra livet, og gennem sit eget eksempel lærte han dem, at hvert eneste øjeblik rummer muligheder, som kan få følger helt ind i evigheden; at tiden skal vogtes som en skat og anvendes til hellige formål. Han forbigik ikke noget menneske som værdiløst, men prøvede at anvende den frelsende lægedom til hvert eneste menneske. I hvilken slags selskab han end befandt sig, forkyndte han en lære, der harmonerede med tidspunktet og omgivelserne. Han søgte at indgyde de mest rå og mindst lovende nyt håb ved at fortælle dem, at de kunne få tilgivelse for deres synder og blive Guds børn. Ofte traf han mennesker, der var kommet under Satans herredømme, og som ikke havde kraft til at bryde ud af hans garn. Til et sådant menneske, der havde tabt modet og var sygt, fristet og fortabt, kunne Jesus tale inderlige medlidende ord, netop de ord, der var behov for og som kunne forstås. Han mødte andre, der var i nærkamp med menneskets fjende. Disse mennesker opmuntrede han til udholdenhed og forsikrede dem om, at de ville vinde sejr; for Guds engle stod på deres side og ville give dem sejren. De mennesker, som han således hjalp, følte sig overbevist om, at her var der én, som de kunne have fuldkommen tillid til. Han ville ikke forråde de hemmeligheder, som de betroede ham.JSL 56.1

Jesus var læge for legemet såvel som for ånden. Han havde medfølelse med enhver form for lidelse, som han blev opmærksom på; og på enhver lidende, som han bragte lægedom, virkede hans ord som lindrende balsam. Ingen kunne sige, at han havde gjort et under; men kraften — kærlighedens lægende kraft — udgik fra ham til de syge og ulykkelige. Således virkede han i al stilfærdighed for mennesker lige fra sin tidligste ungdom. Og dette var grunden til, at så mange med glæde lyttede til ham, da han begyndte på sin offentlige virksomhed.JSL 56.2

Alligevel færdedes Jesus mest alene, både i sin barndom, ungdom og som voksen. I sin renhed og trofasthed trådte han vinpersen alene, og af hele folket var der ingen hos ham. Han bar paden frygtelige byrde at have ansva­ ret for menneskenes frelse. Han vidste, at hvis der ikke skete en afg!llrende forandring med menneskesh:gtens principper og formal, ville alle ga fortabt. Dette tyngede ham, og ingen kunne fatte, hvilken byrde der hvilede pa ham. Uden nogen sinde at vige fra sine forpligtelser udf!llrte han det, som var for­ malet med hans liv: selv at va:re menneskenes lys.JSL 56.3