Kapitel 39—“Giv I dem noget at spise!”

Kapitlet er bygget op over Matt 14,13-21; Mark 6,32-44; Luk 9,10-17; Joh 6,1-13.

Kristus havde trukket sig tilbage til et afsides sted sammen med sine disciple, men denne sjældne stund med fredfyldt stilhed blev snart afbrudt. Disciplene mente, at de havde fundet et sted, hvor de ikke ville blive forstyrret, men så snart folkeskaren savnede den guddommelige lærer, spurgte de: “Hvor er han?” Nogle af dem havde lagt mærke til, i hvilken retning Kristus og hans disciple var gået. Mange gik til fods for at møde dem, mens andre fulgte efter dem i deres både over søen. Påsken nærmede sig, og skarer af pilgrimme, der var kommet fra fjern og nær på rejse til Jerusalem, samledes for at se Jesus. Flere og flere strømmede til, indtil der var samlet fem tusinde mænd foruden kvinder og børn. Før Kristus nåede bredden, ventede en stor menneskemængde på ham. Men han kom ubemærket i land og tilbragte en kort tid alene sammen med sine disciple.JSL 261.1

Fra bjergskråningen så han skaren, som bevægede sig frem, og han fik inderlig medlidenhed med dem. Skønt forstyrret og berøvet sin hvile var han ikke utålmodig. Han så et meget større behov, som krævede hans opmærksomhed, da han betragtede menneskene, som blev ved med at komme. “Han ynkedes over dem, for de var som får uden hyrde.” Han forlod sit tilflugtssted og fandt et passende sted, hvorfra han kunne hjælpe dem. Fra præsterne og rådsherrerne fik de ingen hjælp, men livets helbredende vand strømmede fra Kristus, mens han lærte folket om vejen til frelse.JSL 261.2

Folket lyttede til nådens ord, der flød så frit fra Guds Søns læber. De hørte de milde ord, der var så enkle og så letfattelige, at de var som Gileads balsam for deres sjæle. Helbredelse ved hans guddommelige hånd bragte glæde og liv til de døende og lettelse og sundhed til dem, der var syge. Denne dag forekom dem at være som Himmelen på jorden, og de anede ikke det mindste om, hvor længe det var siden, de havde fået noget at spise.JSL 261.3

Til sidst var dagen næsten til ende. Solen gik ned i vest, og stadig blev folk, hvor de var. Jesus havde arbejdet hele dagen uden mad eller hvile. Han var bleg af træthed og sult, og disciplene bønfaldt ham om at holde op med det strenge arbejde. Men han kunne ikke løsrive sig fra de mange, der trængte sig om ham.JSL 261.4

Disciplene gik til sidst hen til ham og gjorde opmærksom på, at folk for deres egen skyld burde sendes hjem. Mange var kommet langvejs fra og havde ikke fået noget at spise siden om morgenen. I de omliggende byer og landsbyer kunne de måske købe mad. Men Jesus sagde: “Giv I dem noget at spise!”, og derefter vendte han sig til Filip og spurgte: “Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?” Dette sagde han for at prøve disciplens tro.JSL 261.5