Hyrderne var beredte

På de marker, hvor David som dreng havde vogtet sine får, var der stadig hyrder, som holdt vagt om natten. I de stille timer talte de sammen om den forjættede Frelser og bad om, at den konge, som skulle sidde på Davids trone, måtte komme. “Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”JSL 23.5

Ved at høre disse ord bliver de lyttende hyrders sind opfyldt af herlige syner om fremtiden. Befrieren er kommet til Israel! Magt, ophøjelse og triumf er forbundet med hans komme. Men engelen må forberede dem på at kunne finde deres Frelser i fattigdom og ringhed. “Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”JSL 24.1

Det himmelske sendebud havde beroliget deres frygt. Han havde fortalt dem, hvordan de skulle finde Jesus. Med den kærligste hensyntagen til deres menneskelige svaghed havde han givet dem tid til at vænne sig til den himmelske stråleglans. Derefter kunne jubelen og herligheden ikke længere holdes skjult. Hele sletten blev oplyst af de himmelske hærskarers stråleglans. Jorden tav, og Himmelen bøjede sig dybt ned for at lytte til sangen:JSL 24.2

“Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”JSL 24.3

Om blot menneskeslægten i dag ville vedkende sig denne sang! Den forkyndelse, der dengang lød, den tone, der blev anslået, vil lyde til tidernes ende og give genlyd til verdens ende. Når Retfærdighedens Sol skal stå op med lægedom under sine vinger, vil denne sang tone igen med en vældig skares røst, ligesom en brusen af mange vande, og lyde således: “Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten.” ^{42 Mos 12,41}JSL 24.4

Da englene forsvandt, svandt lyset bort, og nattens skygger sænkede sig atter over Betlehems høje. Men det mest strålende billede, som menneskers øjne nogen sinde har set, forblev i hyrdernes erindring. “Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: ‘Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.’” De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.JSL 24.5

De var draget af sted med stor glæde og berettede om de ting, de havde set og hørt, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem. Men Maria gemte alle disse ting i sit hjerte, og grundede over dem. Så drog hyrderne tilbage igen og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set.JSL 24.6

Himmelen og jorden er i dag ikke længere borte fra hinanden end dengang, da hyrderne lyttede til englenes sang. Mennesker er stadig lige så meget genstand for Himmelens interesse, som dengang almindelige mennesker med almindeligt arbejde mødte engle midt på dagen og talte med de himmelske sendebud i vingårdene og på markerne. For os almindelige mennesker kan Himmelen være ganske nær. Engle fra de himmelske boliger følger de mennesker, som kommer og går efter Guds befaling.JSL 24.7

Beretningen om Betlehem er et uudtømmeligt emne. I den er gemt et. “dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab” ^{5Matt 2,18}. Vi er fulde af beundring over Frelserens opofrelse ved at bytte Himmelens trone med krybben, og de tilbedende engles selskab med dyrene i stalden. Menneskelig stolthed og selvtilfredshed bliver gjort til skamme ved hans nærværelse. Dog var dette kun begyndelsen til hans selvfornedrelse. Selv på det tidspunkt, da Adam stod uskyldig i Edens have, ville det have været en næsten ufattelig ydmygelse for Guds Søn at påtage sig menneskeskikkelse. Men Jesus gjorde det, efter at slægten gennem fire tusinde år var blevet svækket af synden. Ligesom ethvert af Adams børn gik han ind under den store arvelighedslovs følgevirkninger. Hvori disse bestod, ser vi gennem hans jordiske forfædres historie. Han kom med en sådan arv for at dele vore sorger og fristelser og for at give os eksemplet på et liv uden synd.JSL 24.8

I Himmelen havde Satan hadet Kristus for den stilling, han indtog hos Gud. Han hadede ham endnu dybere, da han selv blev stødt fra tronen. Han hadede ham, som forpligtede sig til at frelse en slægt af syndere. Alligevel tillod Gud sin Søn at komme som et hjælpeløst barn og underkastet menneskelige svagheder til denne verden, hvor Satan håndhævede sit herredømme. Gud tillod, at han mødte menneskelivets farer på samme måde som ethvert andet menneske for at kæmpe sin kamp, ligesom ethvert menneskebarn må kæmpe, med risiko for nederlag og evig fortabelse.JSL 25.1

En menneskefar ængstes for sin søn. Han ser ind i sit lille barns ansigt og skælver ved tanken om livets farer. Han længes efter at beskytte sit elskede barn mod Satans magt, at holde ham borte fra fristelser og konflikter. Gud udsatte sin enbårne søn for langt alvorligere konflikter og endnu større risici, for at livets vej kunne blive sikker for vore børn. “Deri består kærligheden!” ^{6Sl 23,4} Undres, I Himle, og fald i forundring, du jord!JSL 25.2