Postyr i Jerusalem

Præsterne fortæller om overleveringerne. De lovpriser deres religion og deres egen fromhed, mens de fordømmer grækerne og romerne som hedninger. Vismændene er ikke afgudsdyrkere, og i Guds øjne er de højt hævet over disse hans foregivne tilbedere; men alligevel bliver de af jøderne betragtet som hedninger. Selv blandt de beskikkede vogtere af Den hellige Skrift finder deres ivrige forespørgsler ikke den ringeste genklang.JSL 33.4

Vismændenes ankomst rygtedes hurtigt i hele Jerusalem. Deres mærkelige ærinde skabte røre blandt folket, og rygtet trængte helt ind i kong Herodes’ palads. Den snedige edomit blev forskrækket ved denne antydning om, at der skulle findes en mulig rival. Hans vej til tronen var plettet af blodet fra utallige mord. Da han var af fremmed oprindelse, var han forhadt af det folk, han regerede. Hans eneste sikkerhed bestod i at være i gunst hos romerne. Men denne nye fyrste kunne gøre større krav. Han var født til kongedømmet.JSL 33.5

Herodes mistænkte præsterne for at lægge råd op med de fremmede for at vække opstand blandt folket og afsætte ham fra tronen. Han skjulte dog sin mistillid og besluttede at trodse deres planer ved overlegen snedighed. Han kaldte ypperstepræsterne og de skriftkloge til sig og udspurgte dem om, hvad deres hellige bøger lærte med hensyn til det sted, hvor Messias skulle fødes.JSL 34.1

Dette spørgsmål fra ham, der havde tilranet sig tronen, og som blev stil dem efter tilskyndelse fra udlændinge, sårede de jødiske lærdes stolthed. Den ligegyldighed, hvormed de vendte sig til de profetiske skrifter, vakte den skinsyge tyrans harme. Han mente, at de forsøgte at skjule deres kendskab til sagen. Med en myndighed, som de ikke vovede at ignorere, befalede han dem at foretage en nøjagtig undersøgelse og at sige ham, hvor deres konge skulle fødes. “De svarede ham: ‘I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.’”JSL 34.2

Nu indbød Herodes vismændene til en privat sammenkomst. Et uvejr af vrede og frygt rasede i hans indre, men i det ydre bevarede han roen og modtog de fremmede med høflighed. Han spurgte, på hvilket tidspunkt stjernen havde vist sig, og foregav at hilse muligheden for Kristi fødsel med glæde. Han pålagde sine gæster: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.” Med disse ord sendte han dem af sted ad vejen til Betlehem.JSL 34.3

Præsterne og de ældste i Jerusalem var ikke så uvidende med hensyn til Kristi fødsel, som de foregav at være. Beretningen om englenes besøg hos hyrderne var nået til Jerusalem, men rabbinerne havde ikke regnet den for at være værdig til deres opmærksomhed. De kunne selv have fundet Jesus og kunne måske have været i stand til at føre de vise mænd til det sted, hvor han var født; men i stedet kom vismændene for at gøre dem opmærksomme på Messias’ fødsel. “Hvor er jødernes nyfødte konge?” sagde de; “for vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.”JSL 34.4

Nu lukkede stolthed og misundelse døren for lyset. Hvis man skulle tro på de beretninger, som hyrderne og vismændene kom med, så ville det bringe præsterne og rabbinerne i en lidet misundelsesværdig situation og modbevise deres krav på at være fortolkere af Guds sandhed. Disse lærde mænd ville ikke nedlade sig til at lade sig belære af dem, som de kaldte hedninger. Det kunne ikke passe, sagde de, at Gud skulle have forbigået dem for at meddele sig til uvidende hyrder eller uomskårne hedninger. De besluttede at vise deres foragt for de rygter, der virkede så ophidsende på kong Herodes og hele Jerusalem. De ville ikke engang tage til Betlehem for at se, om alt dette havde sin rigtighed. Og de fik folket til at betragte denne interesse for Jesus som et udtryk for fanatisk ophidselse. Her begyndte præsternes og rabbinernes forkastelse af Kristus. Fra dette tidspunkt voksede deres hovmod og stædighed til at blive et indgroet had til Frelseren. Mens Gud åbnede døren for hedningerne, lukkede de jødiske ledere døren for sig selv.JSL 34.5